Glædelig genåbning i velkendt Århus Café

Café FIKA i Jægergårdsgade bød onsdag d. 25 september gæster tilbage i varmen efter fire måneders renovering fra brandskader 

Af Freja Sønnichsen  

Støvsugerens brøl bryder café FIKA’s stilhed. Det er en stilhed, som har varet i over fire måneder. Ejer Thianna Breinholt styrer apparatet med foroverbøjet ryk og pandehåret foldet bag øret, imens butiksansvarlig Eva Urenholt knækker æg ned i en gennemsigtig plastik bøtte, én, efter én, efter én. Knæk, åben, splat, knæk, åben splat. Der skal laves pandekagedej, og i dagens anledning bliver den normale portionsstørrelse tredoblet. Klokken er lidt over 8:00, og de to ledere er endnu alene i caféen. 

Thianna vender sit blik mod det karton, der dækker caféens vinduepartier med en gråbrun farve. Fra det øverste hjørne hiver hun tapen af i en lige linje og krøller kartonet sammen i sine arme. 

“Ej, hvor har jeg glædet mig til at hive det her af,” siger Thianna, mere til sig selv end nogen anden. Gadens lys flyder igen ind i caféen, der åbner om blot to timer. 

Fire måneder med renoveringer 

Det var d. 6 Maj, 2019, at ulykke bankede på ved FIKA. Omkring kl: 2:00 om natten opstod en brand i caféens thékøkken, og flammerne spredte sig hurtigt. Næste morgen var resten af køkkenet væk, og caféen dækket i sod. Ingen var kommet til skade, men det populære spisested stod over for store renoveringer og en ubestemt lukketid.  

Åbningsdagen har været reklameret på et særligt facebook event med 800 “interesseret.” Louise Jensen, 19, er en af dem. Hun er troppet op på caféens dørtrin en time før åbningstid for at være en af de 50 første til at få en gratis salat. Hun har ladet sin mobil med podcasts i forberedelse mod ventetiden. 

“Jeg venter gerne en time herude,” smiler Louise Jensen fra halstørklædet trukket op til hagen. “Deres salater smager vildt godt.”  

Alle hænder i brug  

Flere cafémedarbejdere møder ind, og lidt efter lidt bliver holdet til seks mand. De ny mødte ansatte har dog næppe tid til hyggesnak, før opgaverne delegeres.  

“Vi skal have skåret appelsiner til smoothies,”  

Fra en firkantet papkasse på størrelse med et lille TV mister appelsinerne enkeltvis deres skrald. Appelsinen på skærebrættet, skær, skær, skær, ned i bøtten, næste. Små dele af caféarbejdernes hår har løsnet sig fra deres hestehaler, og arbejdernes kinder har fået en glød. Kun lyden af kniven der rammer appelsinskralden, skåle, der fyldes, og skridt på gulvet, kan høres. 

Lyden af skridt udvikler sig til lyden af småløb. Uden at nå at smide forklædet, forsvinder Eva ud ad døren efter en pose majsmel ved naboen. Hun vender sejrrigt tilbage inden 60 sekunder er gået, dog uden kommentarer fra de andre. De er for optaget. 

Keramiske skåle fyldes med dressinger i regnbuens farver. Lyserød, gul, grøn, en mørkere grøn. Skilte med bønne navne og salat indhold klistres på kølediskens vindue, så de svæver over salatbjergene, der kun venter på deres udgravning. Gennem glaspartiet kan man nu se en kø af mennesker, der er ved at forme sig. En kollega mumler, “Jeg sveder godt nok lige nu,” og øser endnu en skefuld dressing op.  

Let’s do it” 

To minutter i åben. Nora Jones bliver tændt i surround sound systemet og arbejderne tager deres pladser. Fra døren af sender Thianna et sidste blik tilbage til sine ansatte bag disken, før hun siger “Let’s do it,” og drejer nøglen om. Hvor en forventningsfølelse før fyldte rummet fra gulv til loft, er der nu en menneskemængde. Frk. Jones når kun at synge en halv sang, før hendes stemme drukner i bestillinger af quinoa, spidskål, og “ja tak” til salatbund.

Videre. Næste. Stort smil og kærligt tak.  

Det tager lige over en halv time at skænke de 50 gratis salater. Borde som før havde en enkel kaktus som kompagni, er nu optaget af salatskåle, dampende café latte og grønne smoothies. To medarbejdere trækker sig og tager en slurk vand fra plastikflasker bag disken, og lige så stille kan Nora Jones stemme igen høres i caféen.

Anslag: 3989

Medie: Århus Stiftstiderne  

Målgruppe: Lokale i Århus   

Jeg vil gerne fortælle at Café Fika i Jægergårdsgade arbejdede koncentreret på deres genåbningsdag, hvilket har været længeventet både blandt caféens gæster og medarbejdere.   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *